 |
Kong Knud den Hellige |
|
 |
Knud den Helliges død i Sankt Albani Kirke, 1086. Malet af Christian Albrecht von Benzon (1843) |
| Knud den Hellige, ca. 1042-1086 tilhøre Jellingdynastiet
Regerede kong 1080 – 10. juli 1086 Knud den Hellige var søn af Svend Estridsen og en ukendt frille, hans farfar Ulf Jarl og farmor Estrid Svendsdatter I 1082 gift med Edel af Flandern, datter af grev Robert 1. af Flandern. De fik børnene: Karl den Danske (1075-1127) gift med Margrete af Clermont. Dræbt i Flandern i 1127. Ingrid (1080-? gift med den svenske høvding Folke. Cecilie (1110-? gift med Erik Jarl af Götaland. |
 |
| Efter Svend Estridsens død i 1076 drog Knud og hans ældre stedbror i eftersommeren til det gamle kongevalgsting på Isøre. Der samledes rigets førende mænd for at vælge den nye konge. På tinge stod det hurtigt klart at kun de mest hellige og mest krigeriske blandt Skåningerne støttede Knud alle andre støttede Harald, så resultatet af valget blev at den nye konge blev den ældste af Svend Estridsens sønner Harald der senere fik tilnavnet Hen (en blød sten). Harald blev så harm over Knuds forsøg på at frarøve ham hans førstefødselsret til tronen at Knud valgte at gå i landflygtighed. | |
 |
 |
| Billedet herover viser Paradisdalen. Allerede i Vikingetiden var Rørvig (Isøre) altså tilsyneladende et vigtigt og kendt sted som også er indskrevet i Danmarkshistorien af Saxo. Isøre betyder “Gruset strandbred med is” hvilket giver os en indikation af hvordan dele af området dengang har set ud, og at Vikingerne har benyttet Isøre som en god naturhavn at søge tilflugt i pga. lagunesøerne når der fx var storm over Kattegat. Dengang i vikingetiden var landområderne ikke så fremherskende, og der var i stedet nogle store lagunesøer bl.a. Langesø, som startede ved Paradisdalen på Skansehage og gik op langs hele vestsiden af Langesøvej, og strakte sig videre ud mod Korshage |
I Vikingetiden var Isøre Ting på Skansehage stedet hvor
kongevalg fandt sted Kongestenen markerer to kongevalg som står i stenens inskription: Paa Isøre Ting kaaredes Harald Hen aar 1076 til Danmarks konge og Niels aar 1104. På siden af kongestenen står der: 1949 Frederik IX's tredie regeringsaar. Venner af Rørvig satte stenen Det er usikkert nøjagtigt hvor Tinget var placeret men det menes at være i nærheden af stenens placering. |
Han var konge i overgangen fra vikingetid til middelalder. En tid, der ikke blot var præget af krigstogter (mod Estland og England, hvor han gjorde danske krav gældende), men også af indre spændinger mellem kongemagt og Kirke på den ene side og rigets stormænd og bønder på den anden.
 |
Knud både en populær og en upopulær konge. For dele af
samfundet var han en god konge blandt andet kirken som han
betænkte med store gaver, og hans barmhjertighed for de fattige
og omsorg for de svage i samfundet. Han forsøgte også at indføre
tiende til kirken selvom han ikke havde noget lovgrundlad
derfor. Det vat dog først langt senere at tiende til kirken blev
indført. På andre områder var Knud en hård konge. I 1085 forlangte han ledningsflåden samlet til et angreb mod England, for at befri angelsakserne fra Vilhelm Erobrerens åg og igen samle England og Danmark i samme kongerige. Der var flere end 1000 skibe samlet i Limfjorden en del af ledningsflåden dukkede dog aldrig op ligesom Knud heller ikke selv kom. Han var optaget af en konflikt med den tysk/romerske kejser Henrik 4.ved landets sydgrænse. Ledningsmænd fik ikke løn og tiden gik og høsten nærmede sig. Der blev derfor afholdt et hærting, hvor det besluttedes at sende Oluf Kongens halvbror til Knud for at bede ham om at begynde togtet mod England eller hjemsende hæren. Det faldt absolut ikke i god jord, Oluf blev behandlet som en forræder og fængslet i Flandern. Selvom kongen altså ikke selv mødte op forlangte han store bøder af dem der ikke dukkede op og lod sine fogeder inddrive dem med hård hånd, ofte brugte de lejligheden til også at opkræve lidt til sig selv. |
 |
 Herover ses tegning af Aggersborg med de 48 langhuse og ringvolden omkring. Tilvenstre ses tegning af Børglum kloster. |
 Statuen af Knud den Hellige ved rådhuset, hvor den gamle Albani Kirke lå. Tekst på statuens sokkel: KNUD SATTE DETTE MINDE DEN KNUD DER HER BLEV DRÆBT DANMARKS KONGE 1080 – 1086 MYRDET MODTOG HAN MARTYRKRONEN KNUD DEN HELLIGE |
Da Kongen igen i 1086 befaler ledningsflåden samlet så får
det utilfredsheden til at flyde over og får i sommeren 1086
bønder fra Vendsyssel med Thord Skore og Tolar Yerpil i spidsen til at starte et oprør mod kongen. Kongen
tager til Jylland for at lægge låg på utilfredsheden han drager op
gennem Jylland og tager ophold da på Børglum Kongsgård, men
oprøret ulmer og to af Kongens fogeder bliver slået ihjel af den
rasende folkemængden. Kongen drager nu til Aggersborg, hvor en
stor gruppe af hans Hirdmænd er samlet. For folkemængden ser det
ud som om Kongen flygter hvilket ophidse dem yderlig og de
optager forfølgelsen. Biskoppen af Vendsyssel sendes nu ud for at tale oprørene tilrette, det lykkedes dog slet ikke, og han når kun med nød og næppe tilbage til Aggersborg. Ved et overraskelses angreb lykkedes det oprørerne at trænge ind i Aggersborg. Det lykkedes med nød og næppe Kongen og nogle få af hans Hirdmænd at slippe over Limfjorden. Knud fortsætter nu flugten ned gennem Jylland til Landstinget i Viborg, hvor han mener, at han kan tale befolkningen til fornuft. Dette mislykkedes dog også og Kongen må i hast forsætte sin flugt ned gennem Jylland til Slesvig, hvorfra han kommer til Fyn, hvor han drager til Kongsgården ved Odense. Fynboerne forholdt sig afventede: Knud blev rådet til at fortsætte til Sjælland, da der der var mere sikker støtte. Bennedict Knuds bror syntes at det var en skam at blive ved med at flygte Knud selv var dog mest stemt for at tage til Sjælland, men han havde også en rådgiver (nogle steder kaldet Ejvind Bifra eller Pipper) som havde været med Kongen på hele flugten, men i virkeligheden var han spion for oprørerne. Oprørerne var nu kommet over til Fyn og Blake foreslog Kongen at forhandle med dem. Blake ledede selv forhandlingerne med oprørerne. Men i virkeligheden brugte han forhandlingerne til dels at trække tiden ud så oprørshæren kunne blive samlet, dels til at ophidse oprørerne yderlig. Blake kom tilbage til Kongen og fortalte folket var mere fredelig stemt og at der nok skulle falde ro over det hvis Kongen ville undlade at straffe oprørerne. Kongen og hans hirdmænd forlod så Kongsgården sent på eftermiddagen den 10. juli, for gå til vesper i Skt. Albani kirke. Mens kongen deltog i andagten, lagde stærkt bevæbnede oprører sig i ring omkring kirken, som var af træ. Oprørerne prøver først at sætte ild til kirken, men en regnskyl slukker ilden inden den får rigtigt fat. Så med Blakke i spidsen stormer oprørerne kirken, men han bliver hugget ned i selve indgangsdøren. Kongen selv tog ikke del i kampene, men fortsatte andagten, hvor han skriftede og bekendte sine synder for præsten, og tilgav de fjender der efterstræbte ham. Da Kongen ser oprørerne bryde igennem kirkens trævægge lagde sig foran altret som et kors med udstrakte arme. Knytlinge sagaen fortæller at Knud blev ramt tæt på øjenbrynet af en sten kastet ind gennem et vindue og han bløder stærkt. Eyvind Bifra kommer våbenløs ind i kirken Bennedict stopper ham og vil ikke lade ham slippe gennem før Knud giver ordre dertil. Eyvind hilser på Kongen og lader sin kappe glide til sidde og blotter dermed et sværd, det støder han i kongen og gennembore ham, Knud dør på stedet, Bennedict hævner ham straks og hugger Eyvind ned. |
Knuds lille bror Erik Ejegod rejste til Paven for at få Knud kanoniseret. En kanonisering vil også tjene til at gøre kongeslægten hellig. I 1101 indvilligede Pave Pope Paschal II i kanoniseringen, og fra da af blev han kaldt Knud den Hellige.
 |
Skeletterne af Knud den Hellige og hans bror Benedict
opbevares i glaskister i krypten under Skt. Knuds kirke Odenses
domkirke. Skeletterne har i nyere tid gennemgået flere forskellige videnskabelige undersøgelser i forsøg på at fastslå dødsårsagen og om de er sønner af Svend Estridsen (Kong Svend den 2. Estridsen). Undersøgelsen af skeletterne viser at begge skeletterne består af knogler fra mere end et menneske. Det kan skyldes at mange kirker i den katolske tid han været interesseret en del af skelettet som relikvier, så da skeletterne skulle udstilles var det nødvendigt at supplere med knogler fra andre skeletter. Det er ikke lykkedes at finde brugbart DNA til at kunne fastslå slægtskabet. En CT-scanning af Kong Knuds viser at han havde tuberkulose, men i så mild en grad at han måske ikke selv vidste det. Knud har en revne i kraniet over venstre pandeben, på den nederste det af reven er kanterne skarpe og kunne været kommet af et slag med en sværd eller økse, men den øverste del af revnen har ujævne kanter, som den er kommet efter et slag med en stump genstand. Resuktatet af scanningen viser også at Knud og Benedict var yngre end tidligere antaget Knud ca. 31 år og Benedict ca. 21år. Begge er kliene af bygning. men har været i god form, og viser ikke tegn på at de har udført ensartet sildsomt arbejde. Scanningen viser også at myten (Som beskrevet af den engelske munk Ælholt)om at Knud er død som følge af et stød med et spyd der er er kastet ind i kirken fra et vindue og rammer Knud i siden mens han lægger udstrakt i korsform foran altret ikke er korrekt. Derkimod har Knud fået et stød af en lanse eller et sværd nedefra og op gennem bughulen hvor det rammer korsbennet. Det har givet så svære skader på tarmsystemmet at han ikke har kunnet overleve det. Men dødsårsagen er nok en forblødning. Der er ikke afværge skader hverken på ribben eller armene på ribbenene kan det skyldes at han har båret brynje at der heller ikke er på armene kan måske være fordi den gamle legende der fortæller at kongen havde accepteret sin skæbne og ikke gjorde modstand er rigtig. |
