Dyveke - lille due

Christian IIs frille

Dyveke og hendes moder stammer begge fra Nederlandene men de opholder sig begge i Bergen hvor Dyvekes moder Sigbrit Willoms, der er købmandskone, har en handelsbod, som Dyveke hjælper til i.
Christian vicekonge i Norge den senere Kong Christian den II hans far er Kong Hans af Danmark og Norge.
I sensommeren 1507 besøger Christian Bergen til daglig residerer han på Akershus fæstning. Til ære for vicekongen afholdes der et bal på Bergen rådhus. Da Christians ven Kansler Valkendorf tidligere besøgte Sigbrit Willoms krambod og så den 17-årige underskønne Dyveke mente han, at han burde præsentere hende for den ugifte Christian.
Christian bliver også bjergtaget af den unge Dyveke og allerede samme nat bliver hun, efter aftale med hendes moder, Christians elskerinde.
Christian får opført et stenhus i Bjørvika i Oslo lige ved Akershus fæstning og der flytter både mor og datter ind.

Kong Christian IIs dronning, Dronning Elisabeth

Da kong Hans dør i 1513 bliver Christian Kong Christian II. Mor og datter flytter med ham til København der får anvist bolig på Hvidøre slot ved Skovshoved lidt nord for København. Senere køber kongen en gård til på Amager Torv lige overfor slottet på den anden side af Højbro.
I 1514 blev Christian II formelt kronet til konge. Samme dag som han blev kronet, blev han også viet til Elisabeth af Habsburg – født Isabella af Østrig – barnebarn af den tysk-romerske Keiser Maximilian I. Ægteskabet skyldtes at Christian ville sikre sig en alliance med de mægtige habsburgere. Elisabeth var da bare 13 år gammel, og man mente derfor hun var for ung til at fuldbyrde ægteskabet. Først året efter, i 1515, blev hun sendt til Danmark.

Billedet til hæjre Vankendorf, Mor Sigbrit og Dyveke ved deres handelsbod i Bergen, som maleren Eilif Petersen forestillede sig det.

På dette tidspunkt havde rygterne om danskerkongens frille imidlertid nået det habsburgske hof. Elisabeths bror, den senere Kejser Karl V, forlangte at Christian skaffede sig af med Dyveke. Også Erik Valkendorf, som nu var blevet ærkebiskop i Nidaros, forsøgte at overtale kongen til at afslutte forholdet. Men Christian nægtede bestemt. Det fik selveste Kejser Maximilian til å gribe ind. Han sendte en delegation til København med det utvetydige budskab at Dyveke skulle sendes ud af landet.
I et brev fordømte kejseren «det modbydelige og skammelige liv, som vor bror og svigersøn kongen af Danmark lever sammen med sin frille til stor sorg og mishag for vor datter… og som blamerer alle vore slægtninge.» Svaret fra danskerkongen var nok en gang nej.
I september 1517, tog historien en uventet drejning. Dyveke døde pludselig, efter det som blev påstået var et giftmord. Torben Oxe, en af Danmarks mest fremtrædende adelsmænd og høvedsmand på København Slot, blev beskyldt for at stå bag. Et rygte fortalte at Dyveke havde afvist hans tilnærmelser, og han skulle så have sendt hende en kurv med forgiftede kirsebær. Men dronning Elisabeths familie havde også truet med at der ville ske Dyveke en slem ulykke. Hendes død kan altså ha vært et led i et større komplot.

Billedet til venstre her ses Dyveke og Christian II. Ingen ved hvordan Dyveke har set ud men her ser vi hende som maleren Vilhelm Jacob Rosenstand

har forestilet sig hende.

“I Herrens aar 1516 blev en skriver ved navn Hans Faaborg hængt på mistanke om tyveri. Men da Dyveke fik dette at vide, skal hun hulkende have udbrudt, idet hun slog sig for brystet: ‘Dette menneskes død har jeg stor skyld i, må den guddomlige barmhjertelighed forlade mig min skyld’.” Sådan berettede karmelittermunken Poul Helgesen i sin berømte Skibykrønike, forfattet 1519-34. Den Dyveke, han skrev om, var kong Christian 2.s elskerinde og datter af den i samtiden forhadte Sigbrit Willoms, også kaldet Mor Sigbrit.
Christian II troede på anklagerne mod Oxe, og sørget for at han blev henrettet, noget som vakte harme hos den danske adel som mente han var uskyldig. Rigsrådet frifandt Torben Oxe, men Christian var skinsyg og overbevist om sagens rette sammenhæng og vilde have hævn. "Er Torbens hals end så tyk som en tyrs. han skal dog miste den!" Kongen manipulerede lidt med retsordningen. Torben der jo var høvedsmand på Københavns slot og dermed undergivet gårdsretten (hustugten), så kongen lod ham dømme af 12 kongelige bønder fra Solbjerg en landsby på Sjælland. Den gamle retsformel lød "Ikke vi, men hans egne gjerninger dømme ham". Han havde "besmittet" kongens seng. Dyvekes død skal have gjort kongen ude af sig selv af sorg. Det er blevet antydet at hans handlemåde i årene derefter skyldtes at han blev mentalt bragt ud af balance. Noget af det første han gjorde efter Dyvekes død, var at knytte hendes mor Sigbrit til sig som sin nærmeste rådgiver.
Dyveke blev begravet i Karmeliternes kloster i Helsingør, prioren blev nødtil at bøje sig for Chri-stians II ønske om at hans elskerinde blev begravet der. Det er uklart, hvor præcis Dyveke blev begravet, men sikkert er det, da der har været en nu forsvundet gravsten med hendes grav-skrift, hvor hun var kaldt ”Duef Ottikesdochter”. Det menes at munkene have været utilfredse med, at frillen skulle begraves i deres kloster. Det bødede lidt på det, at kongen skænkede dem en Sct. Jørgensgård i København vel nok som tak for begravelsen.
Lang tid efter hed det sig i folkemunde, at Dyveke var begravet lige inden for en nu tilmuret dør i den nordlige ende af vestfløjen. Her skulle ”lemmerne”, -de der boede i klosteret-, spytte, når de gik forbi.
Der lå også indtil slutningen af 1800-tallet nogle store gravsten inden for indgangen i vestmu-ren. Da de blev fjernet, fandt man nogle skeletter, men man fik ikke undersøgt, om et af dem var Dyveke?

En synderinde på altertavlen hvor Chr. 2 og hans Dronning ses bedende er lokalt symbolsk blevet kaldt Dyveke.
Billedet stammer fra altertavlen i Helsingør kirke.

Københavns slot 1698 efter kobberstik af Carl Otto

Sankt Maria kloster Helsingør

Til almanakken