Kildetiden varer fra sommersolhverv 21/22 juni til 2. juli
Helligkilder og Kildemarkeder
Troen på Hellige kilders helbredende kraft går tilbage til før kristen
tid. I Norden har man i al fald tegn på dyrkelse af hellig kilder fra
bronzealderen.
I 1976-83 blev de danske helligkilder kortlagt af forfatteren Siegfred
Svane (1908-92), der ved selvsyn lokaliserede i alt 720 kilder
Ved en hellig Kilde forstås en Kilde hvis vand anses for at have en
helbredende kraft. KILDEN besøgtes til bestemte Tider af syge og sunde
Mennesker, fordi man havde den Tro, at Kilden var i Besiddelse af
helbredende Egenskaber og gemte underfulde kræfter i sig.
Det var især sår og bylder, skab og fnat og gigt, lammelser samt mave-
og øjensygdomme, man søgte helligkilderne for. Vandet skulle drikkes af
nye lerskåle, som bagefter knustes og kastedes i kilden eller ved siden
af. Folk, som følte sig helbredt, efterlod deres bandager og krykker i
nærheden.
Der var nogle tider på året hvor kildens vand ansås for at have en
særlig kraftig helbredende virkning det var navnedagen for den helgen
kilden var tilknyttet samt Valborg aften og Sankt Hans aften (før
Kristen tid antagelig sommersolhverv)
Efter kristendommens indførelse i Danmark blev der gjort forsøg at
stoppe denne hedenske dyrkelse af de helligkilder. Da det ikke lykkedes
kristengjorde man kilderne ved at tilknytte en helgen til kilden og i
stedet for det tidligere navn fik kilden nu navn efter helgenen og der
blev rejst kappeler og kirker ved de mest populære kilder.
Ved de mest
besøgte helligkilder opstod der efterhånden et såkaldt
kildemarked med en beskeden start hvor det var munke fra et
nærliggende kloster eller bønder fra en landsby der solgte de
mest nødvendige ting til de besøgende ved kilden for eksempel
ler skåle for at have den rette virkning så skulle vandet fra
den helligkilde drikkes af en ny ubrugt lerskål der bagefter
skulle knuses.
Moesgård Museum har med hjælp fra en tegner fået genskabt
livet omkring Hellig Niels kilde. Den lå, hvor Nykredit i dag
har kantine på Åhave Parkvej i Århus
I en præsteindberetning fra 1623 omtales
kilden sådan: Haver der også her på Viby mark en kilde som kaldtes
Skt. Nicolai kilde. Til samme kilde har halte og krøblinge begivet sig
og der kastet deres krykker og tilbedt Skt. Nicolai og tvættet sig i før
nævnte kilde. Fremdeles mange rige, som har været beladt (befængte) med
nogen sygdom, Har forføjet sig til samme kilde, har kastet penge i den
og tilbedt før nævnte Skt. Nicolai
Ved nogle kilder skulle de
kildebesøgende ifølge folketroen for at få den kraftigste virkning ud af kildevandet overnatte ved
kilden og drikke af vandet Sankt Hans aften eller nat.
Ovenstående maleri: Jørgen V. Sonne. St. Hansnat. De syges søvn på
Helenegraven ved Tisvilde, 1847. Statens Museum for Kunst.
.
Ved mange helligkilder blev der
opstillet en såkaldt pengeblok de kildebesøgende kunne så ofre
et penge beløb. Pengene derfra var nogle steder ganske
betydelige beløb og var af stor betydning for klostrets/kirkens
for syge og fattige.
En pengeblok I Borum kirke kan ses en pengeblok, det er en solide træblok på godt 90
centimeter. Den er af eg og bundet sammen med kraftige jernbånd med en
låge i.
Ved nogle helligkilder udviklede
markederne sig i gennem tiden til store markeder, hvor bod lå
ved bod og telt ved telt og folk strømmede til. Disse markeder
havde ofte et udbud af udenlandske luksusvarer, som den lille
provinskøbmand ikke kunne levere. Tyskere, hollændere,
franskmænd markedsførte over hele landet porcelæn, klæde, silke,
når blot de havde løst markedspas. Markedet gav almuen, karlene og
pigerne på gårdene og husmandsfamilierne mulighed for at tjene
lidt rede penge ved at sælge vinterens produktion af husflid,
hornskeer, træsko, riveskafter, kurve, husmandsvævet olmerdug
til dynevår, andedun, sokker, huer. En vrimmel af nødvendige
ting. Der var også gøglere,, der for et beskedent beløb
fremviste deres kunstner, nogle optrådte med vilde dyr. Ved et
sådant marked var der også et telt, hvor man kunne danse tit
kunne der også danses på en nærliggende gård, det ansås for
finere at danse på gården end i teltet. I løbet af 1800tallet
kom der færre og færre besøgende til disse markeder og til sidst
forsvandt markederne helt
Kirsten Pihls kilde
Dyrehavsbakken Jægersborg Sagnet om Kirsten Pihls fortæller, om en ung og
uskyldig pige en aften i 1583 for vild i den mørke Boveskov nord
for København.
Kirsten Pihl flakkede hjælpeløst rundt i den mørke skov, da en
kilde pludselig sprang ud af en skrænt og viste hende vej mod
København.
Historien om dette mirakel bredte sig, og folk søgte kilden for
at drikke af det helsebringende vand.
Der er flere folkesagn om denne Kirsten Pihls. Et af disse sagn
fortæller om en uskyldig jomfru, der blev solgt som slave af
tyrkerne til en adelsmand.
Et andet fortæller om en klog kone, der boede i Larsbjørnsstræde
i København, hun solgte helsebringende vand på flasker fra en
kilde i Boveskoven. En legende, der falder godt i tråd med
traditionen om de hellige kilder.
Når de besøgende ankom til kilden, blev de først slået med gysen
og ærefrygt ved synet af de mange krykker, gennemsivede bandager
og stokke, som helbredte kildegæster gennem årene havde
efterladt.
Herefter ofrede den besøgende ved at kaste en mønt i kilden.
Den blev passet af ”kildekonen” (en klog kone) som de
tilrejsende henvendte sig til.
Hun fik en skilling og tilspurgte så den tilrejsende, om
vedkommende havde medbragt et krus, som ingen havde drukket af
før.
Når den kilderejsende havde dette fyldte kildekonen kruset med
kildevand, som den syge drak af. Så bød kildekonen den
tilrejsende at knuse kruset, derved knuste den syge på symbolsk
vis sygdommen.
For at turen skulle være effektiv, måtte den kilderejsende sove
ved kilden natten over. Under hovedet skulle patienten have jord
fra kilden, som kildekonen havde hentet og pakket ind i et
klæde.
Denne behandling virkede mod alskens sygdomme og handicap.
Folkeliv ved Kirstens Pihls kilde
Selvom lægevidskaben efterhånden blev
bedre søgte folk stadigvæk i store flokke til Kirsten Pihls i
kildetiden der dengang var fra Sankt Hans til 2. juli Vor Frue
Dag der indtil helligdagsreformen i 1770 havde været en
heligdag. Københavnerne trak i store flokke ud af den stinkende
beklumrede by for at forlyste sig ved Kirsten Piils kilde. I
området bag kilden slog gøglere og beværter deres telte og for
at kunne underhold og beværte de tilstrømmende menneskemængder
Der var keglebane, kaffetelt, hestemanege man kunne opleve
gadegøgl, akrobatik, pantomime, Mester Jakel-teater,
forlystelser trukket af stærke mænd, syngepiger, øltelt og
honningkagebod. Ved indgangen stod børstedrenge klar til at
tjene en skilling ved børste støv af de tilstrømmendes sko og
tøj mange havde nemlig måttet gå turen til kildemarkedet fra
Østerportstation.
Vor Frue Kilde
havde ifølge gamle beretninger
helbredende virkning. Området er i 2014 blevet restaureret, og der er
opsat bænke. Frem til 1915 blev der holdt
kirkemarkeder ved Vor Frue Kilde. Sagnene om Vor Frue Kilde fortæller, at mange
søgte hertil, specielt sankthansaften, for at få en tår af kildevandet. Ifølge sagnene
havde kildevandet en helbredende virkning på den sygdom, man havde. Selv raske og friske valfartede til kirken, for vandet havde - ifølge
beretningerne - en forunderlig kraft til at beskytte mod ånder hele året
igennem. Men kilden blev kastet i vanry, da der blev
kastet et lig ned i brønden. Det fortælles, at der boede en løjtnant i
Thise. Han slog en mand ihjel. For at ingen skulle tillægge ham skylden
for denne ugerning, kastede han liget oi kilden.
Thyholm
Hvidbjerg Kommer du til Thyholm, kan du ligge vejen
forbi Den Hellige Kilde nær Hvidbjerg, som er en kilde, der formodes at
have været anset som hellig og helbredende før kristendommen. Kilden har
et gennemløb på 10000 liter vand i døgnet og fryser aldrig. Den
helbredende egenskab siges dog at være forsvundet efter en bonde badede
sine syge heste i vandet.Gennem middelalderen skulle der have været en
munk ved kilden til at modtage gaver for kildens mirakler. Hvidbjerg
Kirke skulle have levet godt af det.
I de senere år forsøger mange lokale
foreninger, for at tjene lidt at genoplive de gamle kildemarkeder