S O L H V E R V

  
I det gamle bondesamfund havde man den forestilling at Hekse og andet troldtøj var særlig aktive på bestemte tider af året. Det kunne f.eks. være Nytårsnat, Sankt Skadeaften (aftenen før Skærtorsdag), Valborg aften (30 april) eller ved solhverv.
Lagde man sig på disse tider under en rive, hvor tænderne på riven skulle vende opad, kunne man se Heksene komme flyvende på deres kosteskafter eller smørkernestave på vej til Troms kirke, hvor de under obskøne festligheder skulle forny deres pagt med Fanden.
Ved kirkedøren stod Fanden og tog imod bød heksene og bød velkommen og bad dem høvisk kysse sig i rumpen. Indenfor stod kirketjeneren Fandens Oldemor og gjorde honnør for gæsterne fra Danmark
Solhverv er de to tidspunkter på året, hvor solen har den største deklination, 21. juni eller 22. juni og 21. december eller 22. december. På den nordlige halvkugle er den 21/22 den længste dag og kaldes sommersolhverv.
Sommersolhverv er det tidspunkt på året, hvor dagen er længst og solen står højest på himlen kl. 12 middag (som svarer til kl. 13 under sommertid). Begge dele skyldes, at solen står lodret over den nordlige vendekreds ("Krebsens Vendekreds") ved middagstid netop den dag.
Klik på grafiken hertil hjøre og få et større billede på skærmen, klik igen på det store billede for fjerne det		 Solhverv
Heks på kosteskaft Fra dansk folketradition kendes følgende:
Det var engang en mand som arbejdede på en gård, hvor der også boede en gammel kone, som gik for at være heks. Manden havde hørt at alle Hekse hver Valborgsaften red på deres kosteskaft til Troms kirke. Ved indgangen til en Valborgsaften så manden, at den gamle kone tog kosteskaftet og smurte salve på det. Manden så sit snit til at tage noget af salven og smurte den på en stok. Da det blev mørkt, satte den gamle kone sig overskrævs på kostskaftet og sagde: "Ligeud, ingenting imod, indtil Troms kirke". Manden gentog efter hende. Dermed gik det over stok og sten i en voldsom fart, og til sidst kom manden til en kirke, hvor en række kvinder allerede trådte dansen. Manden stod i våbenhuset og så på. Han ledte mellem de mange kosteskafte som stod i våbenhuset, og omsider fandt han den gamle kones kosteskaft. Netop som han stod med det i hånden, blev han pludselig opdaget, og sagde uden at tænke sig om: "Lige ud, alting imod." Dermed red den stakkels mand imod hus og kirker, og var næsten halvdød inden han kom hjem. Etter tre år kom også den gamle kone hjem fra Troms kirke. Manden havde jo taget hendes kosteskaft sådan, at hun måtte gå den lange vej hjem .