Kong Frederik den I

Frederik I af Holsten, konge af Danmark og Norge fra 1523 til 1533, var en monark, hvis regeringstid var præget af religiøse og politiske udfordringer. Han blev født i Haderslev i 1471 og døde på Gottorp Slot i 1533. Hans regeringstid faldt sammen med Reformationens begyndelse, en tid hvor lutherske ideer spredte sig gennem Europa, hvilket satte ham i en vanskelig position mellem de katolske traditioner og de nye protestantiske bevægelser. Frederik måtte navigere i et komplekst politisk landskab, hvor han ofte stod over for modstand fra rigsrådet og måtte balancere mellem forskellige sociale stænders interesser. Han anvendte truslen om at genindsætte Christian II som et politisk værktøj for at sikre sig støtte og finansiering fra både adelen og kirken. Selvom han sjældent besøgte sine kongeriger og havde begrænset forståelse for det danske sprog, formåede han at regere fra Gottorp Slot med hjælp fra sine holstenske rådgivere, især Johan Rantzau. Frederiks politiske manøvrer og hans evne til at skaffe midler fra kirken vidner om hans beregnende natur, på trods af hans offentlige image som en troskyldig og ligefrem hersker. Hans gravmæle i Slesvig Domkirke står som et minde om en konge, hvis regeringstid var fyldt med kontroverser og hvis eftermæle har været genstand for debat.

Reformationen havde en dybtgående indflydelse på Frederik 1.s regeringstid i Danmark. Som konge i en æra af religiøs omvæltning, stod Frederik over for det vanskelige valg mellem at opretholde den katolske kirkes traditioner og at omfavne de nye protestantiske ideer, der blev spredt af Martin Luther. Selvom Frederik oprindeligt havde lovet at bekæmpe kætteri, inviterede han lutherske prædikanter til landet, sandsynligvis for at udvide kongelig magt på bekostning af kirken. Efter hans død i 1533 udskød de overvejende katolske medlemmer af Rigsrådet valget af en ny konge, da de frygtede, at Frederiks søn, Prins Christian (senere Christian III), ville indføre lutheranismen øjeblikkeligt. Denne periode med politisk og kirkelig uro kulminerede i 1536 med officiel indførelse af reformationen i Danmark, hvilket resulterede i et brud med den katolske kirke og dannelsen af en ny protestantisk kirke baseret på Luthers teologi. Reformationen førte ikke kun til ændringer i de kirkelige forhold, men også til betydelige samfundsændringer, som påvirkede magtbalancen mellem kongen, adelen og kirken.

Den katolske kirkes reaktion på Frederik 1.s støtte til lutheranerne var en del af en større konflikt mellem den traditionelle katolske lære og de nye reformatoriske bevægelser, der spredte sig i Europa. Pave Leo X reagerede på Martin Luthers 95 teser og andre skrifter med den pavelige bulle "Exurge Domine" i 1520, som fordømte Luthers ideer og understregede vigtigheden af at forblive inden for den katolske kirkes fællesskab og arbejde for reform inden for troens og kærlighedens enhed. Frederik 1.s åbne invitation til lutherske prædikanter og hans tilsyneladende tolerance over for lutheranske ideer må have været kontroversiel i kirken, som så disse handlinger som en trussel mod dens autoritet og lære. På trods af dette, fortsatte Frederik med at manøvrere politisk for at sikre sin magt og støtte, hvilket inkluderede at udnytte kirkeressourcer og true med at genindsætte Christian II for at opnå koncessioner fra både adelen og kirken. Denne komplekse periode i kirkens historie førte til betydelige reformer, som senere blev formaliseret gennem Trent-koncilets dekreter, der søgte at adressere mange af de samme områder, som Luthers kritik havde fremhævet.