Kong Frederik den II

Frederik II regeringsperiode 1534 - 1588
Valgsprog:
Mein Hoffnung zu Gott allein (tysk)
DEUS REFUGIU ET FIDUSIA MEA
(Mit håb er Gud alene)

Af Guds Nåde Konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, Greve udi Oldenburg og Delmenhorst

Hus: Huset Oldenborg

Født: 1. juli 1534
Haderslevhus

Død: 4. aprl 1588 (53 år)
Antvorskov Kloster

Begravet: 1588
Roskilde Domkirke

Far: Christian 3. af Danmark
Mor: Dorothea af Sachsen-Lauenburg

Farfar:Frederik I.
Farmor: Anna af Brandenburg
Morfar: Magnus 1. af Sachsen-Lauenburg
Mormor: Katerine af Braunschweig

Ægtefælle:
Sophie af Mecklenburg

Børn med dronning Sophie:
• Elisabeth1579 - 1626
• Anna 1574 - 1619 senere dronning af Skotland og England
• Christian 1577 - 1648 den senere Kong Christien IV
• Ulrik 1578 - 1624 Fyrstebiskop af Schwerin
• Hans August
• Augusta 1580- 1639 Hertuginde af Schlesvig Gottrop
• Hedvig 1502 - 1911 Kurfyrstinde af Sachsen
• Hans 1583 - 1602

Billedet nederst til højre er Kong Frederik II våbenskjold

Cronning Sofie

Sophie blev dronning af Danmark, da hun i 1572 blev gift med Frederik II. Hun var datter af hertug Ulrich af Mecklenburg.

Frederik II
var konge af tvillingrigerne Danmark og Norge fra 1559 til 1588
Han tilhørte den oldenborgske slægt og havde som valgsprog:
"Mein Hoffnung zu Gott allein (tysk)
DEUS REFUGIU ET FIDUSIA MEA
(Mit håb er Gud alene). Kong Federik II

Prins Frederiks barndom og ungdom

Frederik blev født på slottet/borgen i Haderslev 1. juli 1534. Efter hans fars sejr i borgerkrigen Grevens Fejde 1534 - 1536 blev Frederik, som kun var 2 år, valgt som tronfølger med titlen Prins af Danmark. I 1542 da Frederik var 8 år rejste han rundt i Danmark og lod sig hylde. Under sit eneste besøg i Norge i 1548 blev han hyldet der.
Han blev sammen med andre adelige drenge undervist i ridderlige idrætter såsom ridning, fægtning og andre krigeriske discipliner. Historikeren professor Hans Svaning blev tugtemester for Frederik og fik overladt at indprente ham hans boglige viden. Efter eget udsagn fik han dog ikke meget ud af det. Det skyldes, at Frederik var stærkt ordblind et på den tid ukendt begreb. Han kviede sig ved at skrive breve til andre end en snæver kreds af nære slægtninge og særligt betroede.
Det var indlysende, at indsigt i den evangelisk-lutherske lære var den første forudsætning for, at han som konge kunne værne om den rette tro. Denne uddannelse var dog ingen dans på roser for Frederik II, der også her måtte kæmpe med ordblindhed,

Som ung flyttede Frederik i 1554 til.Malmøhus hvor han tilbragte en stor del af sin opvækst, der blev skabt et helt lille hof omkring ham, så han kunne lære at være konge. Der var dog også mulighed for et løssluppen ungdomsliv.
Hans eneste udlandsrejse foretog han i 1557 - 1558 hvor han deltog i kroningen af den nye tyske Kejser Ferdinand I. Hans far, den meget fromme Christian III, var ikke særlig begejstret for hans ophold ved det kejserlige hof. Han var bange for, at kejseren, der var bannerførere for katolske kætteri, skulle påvirke ham.

Malmøhus som prins Frederik ophold kort efter det var færdig bygget i 1542 Slottet blev bygget af materialer fra kirker og klostre som Kong Christian III havde beordret revet ned i forbindelse med reformationen.

Augsburgeren Bernhard Wusenbenzc, der i 1567 besøgte Danmark for at undersøge markedsmuligheder her, beskriver i et brev Frederik 2. som en smuk og venlig mand, vellidt af alle: "Kongen er henved 35 år, en høj, stærk, rank fyrste, i besiddelse af stor forstand og god fornuft". Kongen havde et mindre hof, 6-8 pager til sin opvartning, 30 drabanter i oldenborgske farver til vagten, fik 15-16 retter mad til hvert måltid, og omgikkes blandt andre sine (lutter tyske) staldkarle. Kongens dømmekraft fremgår af udsagnet: "Jeg ville gerne være nådig mod folket, men jeg tør ikke love noget, for så bliver jeg en løgner, når rigsrådet ikke vil udføre det."

Prins Frederiks ungdoms kærlighed
Anne Hardenburg

Anne Hardenberg var hofdame for prins Frederiks moder og Frederik lærte at kende, da han var kronprins og holdt hof på Malmøhus. Han blev forelsket i hende og ønskede at gifte sig med hende. Der var dog allerede planlagt et ægteskab mellem hende og Oluf Mouritsen Krognos, (1535-1573) rigsråd. Da Frederik overtog tronen i Danmark i 1559 som 25-årig, forsøgte han igen at gifte sig med Anne. Frederiks ønske om at gifte sig med en hofdame blev mødt med udbredt modstand. Adelen og kongens rådgivere mente, at det var et uforsigtigt match, da det kunne tilskynde til jalousi og beskyldninger om favorisering blandt slægtninge og andre hoffamilier. Det vides ikke, hvordan Anne af Hardenberg selv følte sig om kongen, men også hun frarådede Frederik ægteskabet.

Endelig i 1571, i en alder af 37, gav kongen efter og blev i stedet trolovet med sin 14-årige halvkusine Sophie af Mecklenburg-Güstrow. Men han holdt tilsyneladende stadig så meget af Anne, at hun som hans første kærlighed skulle godkende giftermålet, før han gik igennem med forlovelsen. Han organiserede et møde mellem sig selv, sin fremtidige svigermor, hertuginden Elizabeth og Anne. Efter mødet skrev Anne til sin nære veninde, Birgitte Gøye: "Gud ved, at jeg er så glad og rolig i mit hjerte, som jeg ikke har været i mange år."

Da Kongen indså at der ikke var nogen vej udenom, fandt Frederik 2. behag i sin 13-årige kusine Sophie af Mecklenburg, datter af hans faster Elisabeth af Danmark og Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow.
Den kongelige vielse stod 20. juli 1572 i København.
Ægteskabet var lykkeligt og resulterede i syv børn. Kongen omtalte konstant sin hustru som "mint Soffye". Af kongens dagbogsoptegnelser fremgår, at både hustru og børn omfattes af stor kærlig opmærksomhed.

Frederik 2.'s kroning, 1559, i koret i Vor Frue Kirke i København. Kronen sættes på Kongens hoved af Rigsrådets medlemmer som symbol på at Rigsrådet overtog magten efter kongens død og ved kroningen overdrog magten til den nye konge. Valgkongedømmet varede fra Gorm den Gamle til Enevældens indførelse i 1660

Kongen og kirken

Frederik 2. så det som sin opgave at forsvare den kirkeordning, som var indført ved reformationen i 1536. Han tillod ikke andre kirkelige retninger i sine riger.

I1569 udstedte han de såkaldte fremmedartikler med 25 grundlæggende lutherske læresætninger, som alle fremmede, der ville bosætte sig i Danmark, skulle skrive under på

For den danske konge og for de øvrige protestantiske fyrster var en politisk og militær trussel rykket ind på livet.
Frederik 2. var en indædt modstander af paven og pavekirken. I 1580'erne var han den førende evangelisk-lutherske fyrste i Europa. Han så det som sin opgave at samle en fælles front af både lutherske og reformerte fyrster og lande for at hindre forsøg fra pavekirken på atter at genvinde kontrol med de egne, hvor en reformation var slået igennem. Det lykkedes dog ikke trods en stor indsats,
Den katolske kirke bestræbte sig under og efter koncilet i Trient (afsluttet 1563) på at vinde det tabte terræn tilbage til den rette tro bl.a. gennem en energisk missionsvirksomhed. I 1561 havde man haft en føler ude til Danmark som led i en opfordring til de protestantiske fyrster om at deltage i koncilet. Henvendelsen mødte et så iskoldt og ydmygende afslag fra Frederik 11, der kke tillod en katolsk legat at rejse gennem landet til Sverige, at pavestolen opgav al videre kontakt til Danmark. Som et vigtigt psykologisk moment må også peges på de blodige begivenheder i Frankrig i forbindelse med Bartholomæusnatteni august 1572, der sendte chokbølger gennem den protestantiske lejr og fik afgørende betydning for de protestantiske fyrsters opfattelse af, hvad der stod på spil i den stadig mere skærpede politisk/religiøse konflikt i Vesteuropa. I den protestantiske verden blev det efter 1572 almindeligt at tolke »blodbrylluppet i Paris«, som Bartholomæusnatten blev kaldt, som planlagt og udslag af en spansk-fransk-pavelig konspiration, der gik ud på at udrydde protestantismen først på egne territorier og siden i hele kristenheden.

Død
Frederik 2. døde 53 år gammel på Antvorskov Kloster den 4. april 1588.[51] I sin ligprædiken hævdede præsten Anders Sørensen Vedel, at kongens død måtte tilskrives et for stort spiritusforbrug: "Dersom Hans Nåde havde haft lov for fremmede fyrster og legaters og andre gode mænds daglige omgængelse til at holde sig fra den almindelige, skadelige drik, som nu over alverden iblandt fyrster, adel og menigmand alt for gængs er, da synes det for menneskelige øjne og tanker, at Hans Nåde kunne have levet mangen god dag længere"